Galleri Kingo: Profilering af et nyt kunstgalleri
Udgivet d. 13. september 2021
Helle Hviid og Flemming Jørgensen gik længe med en drøm om at åbne eget kunstgalleri, og dette blev til en realitet i marts 2021. Deres vision var, at fokusere på endnu mere kunst i Høje-Taastrup Kommune. De har altid haft en stor interesse for kunst, og har i over 30 år købt kunst af mange forskellige spændende kunstnere.
Vi har derfor haft til opgave at finde et navn og en virksomhedsprofil til det nye kunstgalleri her i Taastrup. Vi elsker denne type opgaver og navnet kom hurtigt til os, da galleriet ligger på Kingosvej. Thomas Kingo var dansk biskop og en af Danmarks største salme- og barokdigtere. Han var kendt for at skrive i et sprog, som kunne forstås af alle danskere. Derfor var det naturligt at bruge navnet Galleri Kingo. Galleri Kingos vision er også at præsentere de bedste kunstnere og deres værker til glæde for os alle.

Galleri Kingos logotype er i den markante typografi Aharoni. Det er en letlæselig skrift i farverne grå og orange. Den orange farve bruges i al markedsføringsmateriale, i skiltning, annoncer og på de sociale medier.

Vi har udarbejdet en brugervenlig hjemmeside (https://gallerikingo.dk), hvor de besøgende hurtigt kan finde kommende udstillinger, kunstnere og deres værker.
Galleri Kingo satser på at tiltrække både borgere og de mange turister, som besøger de lokale hoteller. Vi har derfor udarbejdet en dansk/engelsk folder, som er omdelt til hotellerne og kulturhusene.
Galleri Kingo er det eneste kunstgalleri i Høje-Taastrup Kommune og derfor er det ekstra vigtigt, at præsentere sig med en markant virksomhedsprofil. Det nye kunstgalleri er samtidig med til at styrke det voksende kulturliv i kommunen.