Så er det igen blevet tid til at smøge ærmerne op vedrørende de europæiske love.
I denne omgang handler det ikke om dataforordningen (GDPR) eller den gamle Cookie-lov, men loven om tilgængelighed på offentlige hjemmesider og mobilapplikationer.

Målet er at gøre offentlige hjemmesider og mobilapplikationer mere tilgængelig for personer med forskellige grader af handicap. Dette gælder f.eks. blinde, døve, ordblinde, farveblinde og motorisk handicappede, som i dag har store problemer med at navigere rundt, anvende eller tyde og forstå indholdet på hjemmesiderne og i mobilapplikationerne.

Vigtige datoer

Den 26. oktober 2016 blev repræsentanter for Europa-Parlamentet, -Rådet og -Kommissionen enige om det såkaldte direktiv EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016.

Den 9. juni 2018 blev den danske Lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer offentliggjort og trådte i kraft den 23. september 2018. Den er opdelt i flere faser, hvilket betyder at hjemmesider skal overholde lovens krav på forskellige tidspunkter. Mobilapplikationer har sin egen deadline.

  • Nye hjemmesider (offentliggjort efter 23. september 2018) skal overholde lovens krav fra 23. september 2019
  • Ældre hjemmesider (offentliggjort før 23. september 2018) skal overholde lovens krav fra 23. september 2020
  • Mobilapplikationer skal overholde lovens krav fra 23. juni 2021.

Hvem skal overholde loven?

Loven om tilgængelighed gælder alle offentlige myndigheder, herunder offentligretlige organer.

Den enkelte offentlige myndighed har ansvar for, at egne hjemmesider og mobilapplikationer overholder kravene i loven. Myndigheden har ikke ansvar for at tilgængeligheden opfylder kravene for tredjepartsindhold, der ikke er finansieret, udviklet eller på anden måde er under kontrol af myndigheden.

Hvilke standarder gælder?

Det er kapitlerne 9-11 i den europæiske standard EN 301 549, som definerer de krav, der skal overholdes med loven om webtilgængelighed.

Innovationsministeren har med virkning fra den 1. marts 2019 fastsat, hvilke standarder der rent juridisk gælder for loven om webtilgængelighed via bekendtgørelse om fastsættelse af standard for tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer.

Kapitlerne 9-11 i EN 301 549 henviser direkte til standarden WCAG 2.1, som skal overholdes på niveauerne A og AA. WCAG 2.1 er udarbejdet af den internationale organisation World Wide Web Consortium (W3C).

Der skal udarbejdes en Tilgængelighedserklæring

Ifølge loven om tilgængelighed skal myndigheden udfylde og offentliggøre en tilgængelighedserklæring på hjemmesiden. Tilgængelighedserklæringen har til formål at redegøre for de elementer og områder på hjemmesiden, som ikke overholder kravene. Derudover skal tilgængelighedserklæringen fortælle mere om, hvordan man afgiver feedback på utilgængeligt indhold eller efterspørger alternativ indhold og materiale.

Erklæringen skal indeholde en række obligatoriske oplysninger, og den skal offentliggøres i et tilgængeligt format fra det tidspunkt, hvor hjemmesiden er omfattet af loven. Det er myndighedens eget ansvar, at den offentliggjorte tilgængelighedserklæring løbende holdes opdateret.

Eksempler på problemer med tilgængelighed

For mange er det ikke et problem at navigere rundt på nettet, men vi oplever desværre at mange hjemmesider og mobilapplikationer ikke er optimerede til de mennesker, som har et handicap.

Nogle af de mest forekommende problemer er:

  • Manglende beskrivelser på billeder og lignende elementer.
  • For svag kontrast mellem tekst, baggrund og billeder, hvilket gør det svært at læse/forstå indholdet.
  • Problemer med skrifttyper, skriftstørrelser, lange sætninger, forkerte typer af overskrifter, som skaber uorden i indholdet.
  • Utilgængelige elementer i navigation, søgning og filtre/kategorier.
  • Forkert og forvirrende rækkefølge og struktur af indhold for personer, som navigerer med tastatur.
  • Fælder og fejl som låser brugeren fast på et element eller område på hjemmesiden for personer, som navigerer med tastatur.
  • Manglende undertekster eller alternative tekster til medier med video og lyd.
  • Ingen relation eller forklaring af fejlmeddelelser og indtastningsfelter i formularer.

Eksempel på problemer med kontrast.

Vi oplever mange gange at links og tekster i bundbjælken eller andre områder udenfor indholdet er for lille eller har en svag kontrast, hvilket gør det enormt svært at læse. Herunder kan du se hvordan venstre side er for svag.

Eksempel på problemer med navigation og struktur af hjemmesiden.

Herunder kan du se et eksempel på hvor kaotisk det kan være at navigere rundt på en hjemmesiden.

  • Navigation af siden starter på menuen i højre top. Disse links er måske ikke første prioritet.
  • Der hoppes frem og tilbage mellem de forskellige områder i navigationen.
  • Sidebjælken er først tilgængelig efter man er nået et stykke ind i indholdet.
  • Der er ikke en genvej i toppen, så brugeren kan springe hele toppen over på undersiderne.
    Brugeren skal derfor navigere gennem samtlige elementer på alle undersider, som brugeren besøger.


Hvis du har mod på det kan du åbne et par af dine favorithjemmesider og se hvordan navigationen foregår på den enkelte hjemmeside ved at bruge tasten TAB på dit tastatur. Hold fingrene væk fra musen. Du kan åbne/aktivere links ved at bruge tasten ENTER.

Ønsker du hjælp til en analyse og en tilgængelighedserklæring på jeres offentlige hjemmeside?

Vi har den viden der skal til for at udarbejde en analyse og en tilgængelighedserklæring på jeres offentlige hjemmeside. Udfyld kontaktformularen og hør mere om hvordan I&D Design og Web kan hjælpe jer videre.

Indlæser kommentarer...