Cookies til statistik er nu tilladt uden samtykke!
Udgivet d. 20. oktober 2021
Erhvervsstyrelsen har meddelt i en pressemeddelelse, at der fremadrettet ikke vil blive prioriteret tilsyn med samtykkereglen for simple cookies til statistik.
Hvis du har en hjemmeside eller en webshop, uanset om du tilhører en virksomhed, kommune, forening, eller bare som privatperson, så er du omfattet af EU’s såkaldte “cookie-lov.” Det er nemlig lov, at samtlige hjemmesider i EU skal oplyse og bede om samtykke om at aktivere cookies på hjemmesiden.
Indtil i dag har det betydet at hjemmesider også skulle indsamle samtykke for cookies til statistik, enten med egne cookies eller via tredjeparter som f.eks. Google Analytics og Facebook Pixel, og det har været en stor irritation for virksomheder, da man derfor ikke har haft mulighed for at forbedre brugernes oplevelse på hjemmesiden med den manglende statistik.
Det er svært at lave gode hjemmesider helt uden cookies. Når flere besøgende afviser cookies, og der således ikke indsamles statistik ved besøg, bliver det stor set umuligt at optimere hjemmesider til deres besøgende.
Erhvervsstyrelsen har derfor besluttet ikke at prioritere tilsynet med statistikcookies, såfremt der er tale om cookies og lignende teknologier, der indsamler statistik til hjemmesideejerens egen brug, fx i form af trafikmåling, som ikke bygger en brugerprofil af den besøgende, eller hvor data gives videre til en tredjepart.
Erhvervsstyrelsen.dk
Andre cookies kræver stadig samtykke
Cookiebekendtgørelsen er dog ikke ændret og kravet om indhentelse af forudgående samtykke til cookies er derfor stadig gældende.
Erhvervsstyrelsens udmelding betyder egentlig kun, at styrelsen ikke længere vil håndhæve cookiereglerne i forhold til cookies til egen statistik, så længe at de andre regler er overholdt. Styrelsen vil fortsat føre tilsyn med reglerne for at sikre fyldestgørende information til brugeren om hjemmesidens anvendelse af cookies og indsatsen i forhold til at indhente brugerens samtykke til cookies.
Cookies udelukkende til statistik kan dog fremover ligge i kategorien “Nødvendige Cookies”.
Kontakt vores “Cookieekspert”
At være på den rigtige side af loven, behøver ikke være omstændeligt.
Det kan se uoverskueligt ud, men det vil være rigtig ærgerligt for jer, hvis hammeren falder.
Vil du høre mere om hvordan vi kan hjælpe jer, så kontakt os på telefon 43712525 eller send os en mail på iogd@iogd.dk