I dag er det simpelthen et must, at virksomheder og foreninger har en hjemmeside. Hvis din virksomhed skal til at få udviklet jeres første hjemmeside - eller hvis I overvejer at udskifte jeres gamle - har vi samlet 5 gode råd til ting, du bør overveje.

1. Giv hjemmesiden et klart formål

En hjemmeside består typisk af mange elementer. Der kan være en blog, produktkatalog, nyhedsbreve, billedgallerier, måske kan man endda købe varer direkte fra en webshop. Andre sider er næsten bare et visitkort med firmaets navn, adresse og telefonnummer.

Men uanset hvor "travlt", din side har, så skal alting pege hen mod et enkelt formål. Er det varesalg i webshoppen? Er det at få folk til at ringe? Er det at få tilmeldinger til nyhedsbrevet?

Identificér hvad hjemmesidens hovedformål er, og sørg for, at alle de andre elementer peger hen mod dét formål.

2. Husk den røde tråd i designet

Sørg for, at der er klar forbindelse mellem din virksomheds stil og tone både i den virkelige og den virtuelle verden. En virksomhed har typisk sin egen stil - farver, skrifttyper, logo - som bør gå igen på hjemmesiden.

Man skal kunne se på hjemmesiden, at den tilhører dit firma, før man har læst en enkelt linje tekst.

3. Husk de små skærme

Det kan ikke siges tydeligt nok: Husk at lave jeres hjemmeside mobilvenlig!

Før i tiden lavede man særskilte mobilsider, hvilket i nogle tilfælde betød, at man i virkeligheden skulle lave dobbeltarbejde med at opdatere to forskellige hjemmesider. I dag laver man responsive hjemmesider, hvilket betyder, at hjemmesiden automatisk tilpasser de synlige elementer til skærmens størrelse.

Over halvdelen af alle søgninger på nettet sker fra en mobiltelefon. Hvis din side er besværlig at navigere på en mobilskærm, så finder dine besøgende bare en anden side - og så mister du kunder.

4. Gør din side let at finde

Størstedelen af alle hjemmesider bliver fundet gennem en søgning på f.eks. Google eller Bing. Derfor bør du gøre hvad du kan for at gøre dig selv synlig på søgemaskinerne.

Der findes mange skrevne og uskrevne regler om hvordan man gør sin hjemmeside søgemaskinevenlig, så som at bruge overskriftstypografier korrekt og forsyne billeder med alt-tekster. Dem bør du sætte dig ind i når du skal til at skrive hjemmesidens indhold.

Husk også at hjemmesiden skal forsynes med metadata, der gør det lettere for søgemaskinerne at indeksere din side, og giver point i forhold til rangering på søgeresultaterne.

Det lyder måske som tunge sager, og det er også derfor, at søgemaskineoptimering (SEO) er et helt fag for sig selv.

5. Skriv godt indhold

Det lyder måske banalt. Men at skrive indhold på nettet er ikke det samme som at skrive et salgsbrev, en nyhedsartikel, eller en roman. Opmærksomhedstærsklen på nettet er lav - og sandsynligvis lavere end du tror.

Hold dig kortfattet og målrettet. Get to the point med det samme.

Men husk også personligheden. En hjemmeside er ikke bare et visitkort eller et opslag i telefonbogen. Det er en unik mulighed for at vise din virksomheds personlighed. Hvad er I for nogle mennesker? Hvordan er I at handle med?

Få hjælp til at gøre det ordentligt

Hvis du skal til at få en ny hjemmeside til din virksomhed - eller forening, klub, portal, eller noget helt femte - så gør dig selv den tjeneste at få noget professionel rådgivning.

Det er fristende at kaste sig ud i det mens entusiasmen er på sit højeste, men uden en god plan og et godt fundament kan det potentielt skade dine chancer for at nå til tops.

Hvis du allerede har en hjemmeside, så kontakt os om en hjemmesideanalyse. Her kan vi pege på ting, der måske kan gøres bedre - både i forhold til indhold, udseende, brugervenlighed og SEO.

Indlæser kommentarer...