Kroppedal Museum er ikke kun et museum. Det er en sammenslutning af forskellige lokalarkiver, varetager af astronomen Ole Rømers arv, arkæologisk samlingspunkt på Sjælland, og et museum.

At skulle få plads til alt det på én hjemmeside og gøre det overskueligt er ikke en nem opgave. Målet med hjemmesiden er at få endnu flere til at besøge den og dermed få flere gæster til at bruge museets mange tilbud.

Der er rigtig meget information fra mange forskellige kilder, der alle skal have deres plads i solen.

Heldigvis er det at skrive tekster noget, Kroppedal er gode til. Siden bugner af information om alt fra museets ansvarsområder og drift til historier om de gamle astronomer og det sidste fra nye arkæologiske udgravninger.

Men med så meget information var selve navigationen på siden blevet kringlet. Der var simpelthen så meget, at man let fór vild på siden.

Vi foreslog derfor Kroppedal to ting:

  1. Et grafisk løft af hjemmesiden, der gjorde siden mere farverig og indbydende.
  2. En simplificering af sitestrukturen, der fjernede gentagelser og gjorde navigationen nemmere.

Kroppedal Museum før og nu

Vi endte med at lave en ny grafisk profil for Kroppedal Museum, heriblandt det nye logo, I kan se på billedet her.

Da Kroppedal Museum foretrak at fortsætte med at bruge deres nuværende Wordpress-system, lavede vi et nyt tema til hjemmesiden med vores nye grafiske design.

Vi programmerede også et par særlige funktioner ind i Wordpress, som gjorde det nemmere for Kroppedal at administrere genvejskasserne på forsiden og slideshowet.

Endelig blev menustrukturen forsimplet: Den nye fremgangsmåde var at fokusere på aktiviteter og udstillinger frem for udstillingsstedernes beliggenhed.

Som en sidste lille finesse gjorde vi sådan, at baggrundsbilledet skiftede tilfældigt hver gang siden blev indlæst. Det gør, at siden ser ny og spændende ud hver gang man besøger den, selv om layoutet i realiteten ikke ændrer sig.

 

Nyhedsbrev

Kunne du tænke dig at modtage vores nyhedsbrev?

Kontakt os

Har du spørgsmål eller vil du vide mere om grafisk design, hjemmesider, webshops, sociale medier, kampagner eller tryksager?

Skriv til os, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.