Her op til juni havde vi to lange weekender i stræk (takket være pinse-helligdagene) og dermed god tid til at få ladet batterierne op. Nu er vi tilbage i sadlen og i fuld gang med at få alle vores ting på plads, så at sige, inden sommerferien rammer os om to ugers tid.

For mit vedkommende handler det om at få al planlægningsarbejdet færdigt. Når jeg ikke konsulerer kunder i sociale medier eller crowdfunding, så handler mit daglige arbejde om at planlægge de hjemmesider og apps, vi udvikler.

Nu kan det være, du tænker: "Hvor meget planlægning skal der egentlig til for at lave en hjemmeside? Er det ikke bare at sætte sig ned og gøre det?"

Og jo, det kan man godt. Men man kommer uundgåeligt til at spilde en masse tid hvis man bare sætter sig ned ved tastaturet og begynder at skrive kode uden at have en egentlig plan i bagtankerne. Det kan ganske vist være meget sjovt at lade den umiddelbare inspiration lede dig ned ad uventede veje. Men når man har betalende kunder med specielle forventninger, så er det bedst at lade den "intuitive" designform blive i fritiden.

Step 1: Hvad vil kunden have?

Det allervigtigste er selvfølgelig først at finde ud af hvad kunden egentlig gerne vil have. Det lyder måske banalt, men det kan nogle gange ikke være så ligetil som det lyder.

Nogle kunder er meget specifikke om hvad de gerne kunne tænke sig, at hjemmesiden skal kunne; andre smider simpelthen spørgsmålet tilbage til os og ser til os efter inspiration. Nogle kunder har indgående viden om web og nye medier; andre forklarer deres ønsker i lettere abstrakte termer, hvorefter man så må "oversætte" det til tekniske løsninger.

Step 2: Funktionsoversigt, struktur og wireframes

Når man har godt styr på hvad kundens ønsker er, så skal det beskrives. Både for at afstemme det endeligt med kunden - for selv om man tror, at man har forstået det, så kan det stadig være, at man har misforstået noget - og også så man kan forklare hjemmesidens funktion og koncept videre til grafikeren og programmøren, som typisk ikke er med til de indledende møder.

Wireframes er sidste led i den proces, hvor man simpelthen tegner op på et stykke papir hvad der skal være til stede på en hjemmeside eller i en app. Det er ikke et design (selv om jeg selvfølgelig prøver at sætte nogle ideer i hovedet på grafikeren om hvor det, i mit hoved, kunne være fordelagtigt at have visse elementer). Det er en oversigt over hvad der skal være - men ikke hvordan det skal se ud.

Eksempel på en wireframe

Step 3: Grafisk design

Når jeg er sikker på hvilke elementer, der skal være på hvilke sider, og hvordan de opfører sig og linker til hinanden, så kan jeg give dokumentet videre til vores grafiker.

Forinden da har kunden også ytret sine ønsker om hvilke farver og hvilken stil, de synes bedst om. Gennem hvad jeg antager er ren magi, lykkes det i 99% af tilfældene vores grafiker at ramme plet mht. stil og tone i første hug, hvilket jeg er evigt imponeret over.

Step 4: Programmering

Med et grafisk design i den ene hånd og mine wireframes med teknisk beskrivelse i den anden, kan vores programmør gå i gang med at gøre planen til virkelighed. Kunden har naturligvis været inde og godkende både wireframes og designet, så vi er sikre på, at det er præcis sådan, tingene skal se ud og fungere.

I både step 3 og 4 briefer jeg vores hold på hvordan kunden gerne vil have, at produktet ser ud og opfører sig. Selv om det i bund og grund er samme briefing, så har de alligevel forskellige formål. Den grafiske briefing handler meget om stil og tone, og om hvordan hjemmesiden eller app'en opfører sig for dem, der skal bruge den - altså, kundens kunder. Ovre i programmeringsafdelingen handler det dog mere om hvordan hjemmesiden eller app'en skal fungere for kunden, der skal administrere dens indhold.

Intuition er godt, men...

Vi bruger overordentlig meget tid på at planlægge ting ned i detaljerne hos os. Vi vil nemlig helst gerne undgå misforståelser, der kan være tidskrævende og dyre at rette, når der først fremligger et færdigt produkt. Vi har fundet ud af, at det er bedst at forestille sig det færdige produkt inden man laver det.

Med det sagt er det ikke fordi, der ikke er plads til det uventede og det overraskende. En hjemmeside eller en app ender aldrig med at se 100% ud som den gjorde i wireframes'ene eller det grafiske oplæg. For det er alligevel kun på papir, at de eksisterer. Et digitalt produkt er levende. Det er det, der gør dem så spændende at arbejde med.

Troels Pleimert
Projektleder på digitale projekter / konsulent

Indlæser kommentarer...