Når folk ringer og spørger ind til crowdfunding, bliver vi tit spurgt om hvor lang tid, det tager at planlægge en crowdfunding-kampagne.

Det typiske svar er, "en måned." Men for nogle er svaret "op til et år." Hvorfor?

Vi stiller nemlig altid et opfølgende spørgsmål: "Hvor gode er dine relationer på sociale medier?"

Selve kampagnen -- præsentationen, grafikken, incitament-lister, osv. -- kan man skrue sammen på en måneds tid, hvis man arbejder målrettet og effektivt.

Men du kan ikke føre en fornuftig crowdfunding-kampagne uden at have en solid tilstedeværelse på de sociale medier. Når du lancerer kampagnen, vil størstedelen af dine støttere være folk, der hentes ind via de sociale medier.

Så når folk svarer, at "det gør vi os ikke så meget i", eller "dem bruger jeg ikke rigtig", så bliver forberedelsestiden pludselig meget længere.

Det betyder nemlig, at de skal til at opbygge et solidt og troværdigt socialt netværk inden de kan begynde at tænke i crowdfunding.

Et socialt netværk -- om det er online eller ude i det "virkelige liv" -- bliver ikke opbygget på en aften. Eller en uge. Eller 14 dage. Eller et par måneder.

Tag dig god tid når du planlægger din crowdfundingkampagne

Hvis man ikke har et velfungerende socialt netværk online, så er det meget svært at fremstå troværdig når man pludselig begynder at bede folk om at støtte ens projekt. Man skal vise, at man er et "rigtigt menneske", ikke bare en salgs- og marketing-maskine. Når man beder folk om at støtte et projekt med deres penge, så vil de ikke bare have en vished om, at projektet er troværdigt, men også personen bag.

Skal man så have en online tilstedeværelse for at føre en effektiv crowdfunding-kampagne? Kan man ikke nøjes med mere "traditionelle" markedsføringsmidler, såsom at tage på messer, få skrevet om sig i tidsskrifter, hænge plakater op, osv.?

Den slags hjælper også. Men hovedparten af dine støttere vil som sagt være folk, der finder dig online gennem "word-of-mouth". Det netværk kommer ikke af sig selv. Det skal plejes godt i forvejen, og det tager tid og forarbejde. Gevinsten ved at etablere dette netværk er, at du får et trofast netværk, der kan blive ved med at være ambassadører og hjælpe dig langt ud i fremtiden.

Hvis du vil have hjælp til at opstarte en fornuftig social medie tilstedeværelse, så kontakt os. Vi kan lægge en fornuftig plan, der ikke overvælder dig tidsmæssigt, og giver dig et effektivt netværk.

Indlæser kommentarer...