Du har nok bemærket, at du ikke ser alt fra alle dine venner eller de sider, du følger, i din Facebook tidslinje. Det er fordi, at Facebook har en meget sofistikeret algoritme, der kører bagved og udvælger det, den selv synes, du vil være interesseret i. Algoritmen baserer dens udvælgelse på alt fra hvad du trykker “synes godt om” på, til hvad du har sat som dine interesser på din profil, til hvem du skriver flest kommentarer til — og meget, meget mere.

Facebook ændrer også ofte på denne algoritme og tilretter den. I sidste uge tilrettede de den til at du nu vil se flere links i din tidslinje, specielt på mobilen, og knap så mange billeder og ren-tekst opdateringer. Og det er sådan set fint nok, for så får du mere relevant indhold i din Facebook i forhold til dine interesser.

Men der er også en anden tilrettelse, der godt kan være irriterende for dem af jer, der har en virksomheds-side på Facebook. Organiske indlæg — dvs. indlæg, du bare skriver på din virksomheds-side uden at betale for dem — vil blive nedprioriteret i forhold til dem, der betaler for dem … også selv hvis dine indlæg er mere populære eller traditionelt får mere interaktion.

Grunden er selvfølgelig simpel: Facebook er børsnoterede og skal tjene penge. Og ligesom Google afhænger Facebooks indtjeninger af annoncer fra deres brugere. Virksomheds-sider har længe haft muligheden for at købe sig til større eksponering, men nu sker det altså på bekostning af dem, der har arbejdet for at opbygge et community på deres side.

Det betyder, at selv om du har opbygget et stærkt sammenhold på din side uden at bruge en krone på det, så vil dem, der følger med på din side, begynde at se mindre til dine opdateringer, med mindre du betaler for dem.

Der er selvfølgelig ikke grund til at gå helt i panik, for det er ikke sådan, at jeres indhold helt forsvinder fra jeres kunders tidslinjer. Men vi mener, rent principielt, at det går lidt i strid med Content Marketing-filosofien. Er godt indhold sekundært til købt eksponering? Hvad synes I?

Indlæser kommentarer...